Grand Prix Legends home

Anmeldelse, torsdag den 12. November 1998

Papyrus har gjort det igen

Papyrus har gjort det igen. Med Grand Prix Legends har de lavet et spil med en fantastisk realistisk simulering af kørefysikken, som langt overgår hvad konkurrenterne kan fremvise. Ja, Grand Prix Legends er næsten en ægte simulation af racerbiler fra '67 sæsonen, og ikke bare et spil. GPL balancerer hele tiden mellem spillerens totale frustration og den totale motivation. Du får brug for alle dine køreevner, og når du først mestrer spillet totalt, vil du næsten kunne gå ud i en virkelig racerbil og køre.

Så virkeligt, at det er skræmmende

Med 260 km/t drøner jeg forbi hovedtribunen på Monza banen. Med små hårfine korrektioner holder jeg bilen på lige kurs. Pludselig kører jeg over en ujævnhed på banen, og mine bagdæk er i luften i et par millisekunder. Straks er min Cosworth motor oppe på 9000 omdrejningerne, og bilens bagende bliver ustabil. Kun ved at løfte speederen får jeg kontrollen tilbage, mens jeg nærmer mig første kurve i foruroligende fart. Jeg bremser kort, og skifter ned til 4. Gear, min Lotus understyrer, og jeg træder på gassen igen for at komme igennem svinget i en fantastisk 4-hjuls drift. På vej ud af svinget overstyrer bilen, og det er med nød og næppe, at jeg holder en lige kurs. Det her er bare suverænt, aldrig før har jeg prøvet en sådan simulering af en racerbil, aldrig før har jeg følt hastigheden i maven, GP Legends tager dig simpelthen ud på din livs køretur. Det værste er næsten nervøsiteten. Hvis du fx har klaret næsten hele banen rundt om Monza perfekt og bare mangler den allersidste kurve, så sidder dit hjerte helt oppe i halsen på dig, når du skal bremse ned til sidste sving inden målstregen, fordi du simpelthen er så bange for at gøre noget galt. Glem alt hvad du har set indtil nu, F1 Grand Prix Simulation og alle de andre moderne racerspil er ingenting ved siden af dette. Grand Prix Legends er simpelthen skræmmende realistisk.

Frustration eller ikke frustration

Jeg er sikker på at næsten alle, der prøver Grand Prix Legends, vil blive meget, meget frustrerede, for spillet er ufatteligt svært. Bare at kontrollere bilen nogenlunde kræver utallige runder, for slet ikke at tale om, hvis du vil gøre dig håb om at køre fra de meget intelligente og gode computermodstandere. Der vil være mange gange, hvor du er parat til at smide dit bilrat hen i hjørnet. Ja, jeg sagde bilrat - det er simpelthen den eneste måde, du kan spille GPL på. Hvis du fx bremser, så skal du køre totalt lige og selv de mindste bevægelser kan få bilen til at overstyre. Det er totalt umuligt med taster og normalt joystick, som simpelthen ikke er præcise nok, og det siger noget om GPL's realisme. Til gengæld er tilfredsstillelsen ved en god runde ufatteligt stor. Du får lyst til at råbe "yes!" ud af vinduet til dine ignorante naboer, som slet ikke fatter din storhed. GPL formår at holde sig på den hårfine grænse mellem motivation og frustration, men det her er absolut ikke noget til begyndere eller dem, der bare vil køre et par hurtige runder. GPL er slid, slid og atter af slid.

Jeg gjorde den fejl at starte med Ferrari 312, og jeg opdagede hurtigt, at det er en af de sværeste biler at mestre. Så jeg gik over til BRM'en, som er meget mere godmodig - bortset fra at den ikke er specielt hurtig. Der er i alt syv biler, men Lotus-Ford'en er den bedste af dem. Den er lidt svær at styre, men den er stadigvæk godmodig i forhold til Ferrari'en. Der er ekstrem stor forskel på bilerne, og især BRM'en og Murasama er sjove at køre, for de har nemlig masser af heste, og med den suveræne motorlyd kan du vække samtlige naboer. Det er bare så fedt at høre 400 heste skrige i dine højtalere. Som jeg sagde: skræmmende realistisk.

Grafikken er udmærket især i en opløsning på 800x600, men så kræver det også en meget stor pc, hvis du kører med mange computermodstandere. Det hjælper på hastigheden, hvis du skifter til 640x480, men så er grafikken en smule uskarp.

De gode gamle dage

Du kender det nok, en af dine ældre slægtninge får pludselig fjerne øjne og fortæller dig om dengang, der altid lå sne, det altid gik op af bakke, og der altid var modvind for derefter at komme til pointen, at nutidens unge er møgforkælede. Men drejer "prædiken" sig om de gamle Formel 1 dage, så er der grund til at lytte efter.

I 1967, hvor Grand Prix Legends foregår, fandtes der ikke noget, der hed sikkerhed. Det ser du hurtigt, når du tager en tur rundt om banerne. I Monza er der flere steder en massiv væg få meter væk fra banen, mens du på baner som Silverstone kan køre direkte ind i meterhøje bakker eller huse ved siden af banen. På nogle baner kommer der et sving lige efter en bakketop, og hvis du kører for hurtigt her, så vil du få et møde med en mur inklusive gnister, røg og flammer. Du får derfor hurtigt respekt for datidens kørere, som både skulle mestre fantastisk svært kontrollerbare biler og samtidig overleve baner, der overhovedet ikke tog hensyn til kørernes sikkerhed.

1967 året er godt valgt af Papyrus. Det var året, inden der kom vinger på bilen, som du kender det fra moderne Formel 1 biler, så bilerne kræver en helt anden kørestil og bedre køreevner. Det var også året inden kommercialiseringen af Formel 1 sporten, indtil 1968 var det nemlig ikke tilladt at have reklamer på bilerne. 1967 sæsonens 10 baner er med, blandt andet den sindssygt lange Nürburgring, som med sine 174 kurver er nærmest umulig at lære udenad. Det er næsten rallykørsel, vi snakker om. Der er desuden den franske Rouen bane fra 1968 sæsonen, så der er nok af afveksling.

Kørehjælp og sidespejl

Som noget helt nyt har bilerne nu to store og runde sidespejl, som virkeligt kan bruges til noget og som fint viser dig, hvor modstanderen prøver at snyde sig forbi dig. Du kan endda kigge til siden og beundre dine dæk og siden af banen, men hvem der har tid til det, har jeg aldrig fundet ud af. Jeg har nok at gøre med at holde mig på banen.

Du spørger måske dig selv, om der slet ikke er noget kørehjælp, når spillet nu er så svært, og det er der faktisk. Du kan få hjælp til at bremse, til at give gas og til at skifte gear. Især sidstnævnte er et kapitel for sig selv, fordi du er nødt til at slippe gassen ligesom i virkeligheden, før du skifter, hvis du ikke vil give din motor for mange omdrejninger. For første gang bliver der også simuleret en kobling, og det bliver det jo ikke lettere af. Godt nok behøver du ikke bruge den for at skifte gear, men hvis du er god, kan du bruge koblingen til at komme hurtigere gennem svingene ved at stabilisere bilen. Fra Papyrus' side et det lavet sådan, at du kører langsommere med kørehjælp. Du kan simpelthen skifte, bremse og accelerere hurtigere, hvis du gør det "manuelt", så hvis du vil være rigtig god er det bare med at lære det selv.

Kun for eksperter

Grand Prix Legends er uden tvivl det absolut mest realistiske bilspil på markedet, og med det helt utraditionelle scenario er det også et meget frisk pust. De store forskelle på bilerne giver sammen med den ekstremt lange lærefase sørger for mange timer foran skærmen. Jeg har ikke før følt en sådan stor tilfredsstillelse ved at spille et bilspil, men hvis du er til hurtig action eller bare et par runder i ny og næ, så skal du nok ikke prøve kræfter med Grand Prix Legends. Hvis du derimod er villig til at træne længe, så vil du til sidst føle dig som en af de store legender fra dengang Formel 1 var mere end et stort reklameshow.

Minimum: Pentium 166 / 32Mb / 2x cd-rom

Anbefalet: Pentium-II 266 / 64Mb / 3Dfx / Bilrat